Tutorials

lørdag den 17. november 2012

Pulled pork - meget langtidsstegt

 
 
Det har stået en del stille herinde på det sidste, men både jeg og manden har været ramt af sygdom, så madlavning var ikke lige det der blev brugt tid på. Nu er vi dog ovenpå og dagen idag skulle tilbringes i køkkenet. Jeg har længe haft lyst til at smage pulled pork, som der bland madblogger er blevet lidt en trend for at lave. Jeg skal da ikke stå tilbage for nogen, og har fræset nettet tyndt for opskrifter på denne lækre spise. For det ER en utrolig lækker spise, som man skal unde sig selv at prøve.
 
Meget nem er den også. Det har taget 16 timer at lave stegen, men tror jeg max har brugt en halv time på den. Der er da ikke noget bedre end mad der passer sig selv. Mit eneste forbehold for at gå igang har været at min ovn forleden stod af. Svigerfar fiksede den, men overvejede om det måske ikke var lige optimistisk nok at sætte den til at køre 16 timer i træk. Den bestod heldigvis prøven.
 
Der er rigtig mange opskrifer derude, og de er meget forskellige. Jeg har taget lidt fra nogle forskellige så denne opskrift er helt min egen.
 
Ingredienser;
 
Nakkefilet
 
60 g farin
 
5 fed hvidløg, hakket
 
20 g groft salt
 
1 spsk paprika
 
½ spsk chilipulver
 
1 spsk cayenne peber
 
1 spsk oregano, den tørre
 
2 spsk barbeque sauce
 
2 dl cola (IKKE LIGHT)
 
 
Jeg valgte at skære nakkefileten igennem på den lange led. Dette for at få endnu mere overflade så der kom mere af det sprøde, da det er en lækker kontrast til det møre Smagsmæssigt giver det også mere.
 
Jeg blandede alle ingredienserne sammen i en skål. Lagde de to dele nakkefilet i en passende bradepande og hælte marinaden ud over. Jeg vendte fileterne godt rundt så de var dækket af marinade over det hele, også i enderne. Dækkede bradepanden med sølvpapir og satte den på køl. I princippet kan det stå og trække i op til 3 døgn. Jeg brugte dog kun ca 4 timer på det, da jeg kom for sent igang. Den fik godt med smag ud af de 4 timer, så det kan gå, men næste gang skal jeg helt sikkert prøve at lade den stå et par dage.
 
Jeg satte den i ovnen fredag aften kl. 23 på 100 grader, stadig dækket af stanniolen. Underneden satte jeg en kasserolle med vand for at skabe damp i ovnen. Kl. 6, altså 7 timer efter fjernede jeg stanniolen og sørgede for der var vand i kasserollen, samt at der stadig var væde i bradepanden. Der skal gerne hele tiden stå omkring ½-1½ cm væde omkring fileterne. Kl. 11, 12 timer efter vendte jeg fileterne. Kl. 16, 15 timer efter projektet blev påbegyndt tog jeg kødet ud. Det kunne sagtens have tålt et par timer mere hvis man skal have det passet ind.
 
Kødet fik lov at stå og hvile lidt inden jeg begyndte at trække det fra hinanden med to gafler. Kødet er dog så mørt at det kunne have været gjort med to skeer.
 
Væden fra bradepanden blev kogt op med 3 dl vand og siet. Man kunne vende kødet i lidt af det, men jeg syntes faktisk ikke det var nødvendigt. Kødte var saftigt nok, istedet blev en skefuld hældt ud over kødet som en slags sauce. Også lidt barbeque sauce kunne hældes på, men med marinade saucen var der rigeligt smag.
 
Jeg bagte nogle langtidshævede burgerboller som kødet blev lagt imellem. Man kan også, med stor success lave en coleslaw og lægge imellem bollen. 
Vi, to voksne og et barn, spiste en megte lille del af kødet. Derfor fordelte jeg resterne i fryseposer, ligeledes med marinaden. Når vi en dag så får lyst er det bare at tø det, og blande kødet med lidt marinade og lune det i ovnen.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar