Tutorials

søndag den 9. december 2012

Tunsteaks m. citron/chilisauce


Ja, egentligt var det fiskefiletter der stod på programmet til idag. De blev dog pænt bedt om at vente til imorgen, da jeg igår mødte en fristelse der var for stor.

Jeg havde Ella med på marked og var nået til fiskmandens stand, hvor jeg kiggede lidt. Ledte automatisk efter den friske tun, da det er total yndlingsfisken, men det var intet at spotte. Var faktisk på vej videre, stod og kæmpede lidt med klapvognen i menneskemængden, da den rare fiskemand begyndte at lægge dejligt store tunsteaks frem. Det var da et tegn fra oven, og jeg fik straks erhvervet mig et par stykker.

Idag gik jeg så i tænkeboks, for at finde på en plan til tunen. Fiskemanden havde forslået at servere dem med bløde løg, men det var ikke lige mig. Jeg surfede som vanligt de forskellige inspirationskilder på nettet, men fandt ikke rigtig noget, så jeg valgte at satse min tun på egne evner. Jge bestemte mig for at den skulle marineres lidt først, og satte alle mulige ingredienser frem på køkkenbordet og lod intuitionen bestemme. I marinaden brugte jeg her ananasjuice, simpelthen fordi det var det jeg havde. Havde jeg haft en god appelsinjuice, eller bedre friskpresset havde jeg bestemt brugt det. Det må være næste gang. Det smager dog udmærket med ananasjuice.

Ingredienser til marinaden;

1 dl smagsneutral olie
1 spsk soya
1 spsk chilisauce
1½ dl ananasjuice
2-3 spsk frisk citronsaft

Bland ovenstående sammen, og smag til med de forskellige ingredienser indtil det smager. Tunsteaksene placerede jeg i en pose sammen med marinaden og lagde dem på køl et par timer.

Da jeg var klar til at stege tunen duppede jeg det meste væde af dem. Man kan vælge at stege i smør eller olie. Jeg havde noget lækkert chili/hvidløgsolie som jeg smurte stykkerne med, inden de kom på den varme pande.
Tun er så dejlig nem at stege, fordi man slet ikke kan nå at påtænke at gå fra dem på panden inden man skal vende dem. 1½ min på hver side, og så er de klar til at spise. Dog efter at have mødt lidt salt og peber.

De blev serveret sammen med bønner og saltbagte kartofler. Og så en helt uimodståelig sauce, der også var helt på gefühl

Jeg smeltede en klat smør på panden, lod det ikke tage meget farve, inden jeg kom 2 spsk mel ved og lod det bage op et par minutter.
Herefter tilsatte jeg så lidt mælk, der har vel været 2½-3 dl. Der kom skal af 1 citron ved og saften af lidt mere end en halv. Herefter kom den elskede chilisauce igen i brug. Vær endelig forsigtig. Jeg kom 1 tsk chilisauce i, og det var rigeligt til at give saucen et ordentligt kick. Den blev så også smagt til med salt og peber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar