Tutorials

mandag den 16. december 2013

Ventenederdel af egen opfindelse

Ja, maven bliver større og større, og deler langt fra slut endnu. Og rutinen med at finde tøj om morgenen blev mere og mere deprimerende. Så jeg måtte ud og finde noget nyt. Og det gjorde jeg da også. Dog havde jeg hjemmefra set en nederdel som jeg virkelig gerne ville have, men den var ikke hjemme. Øv bøv.

En del af det jeg fandt, fandt jeg faktisk i hm's almindelig tøjafdeling. Fx t-shirt kjoler der bare i en størrelse større end normalt faktisk var rigtig flatterende for en gravid mave. Det er da nu man kan tillade sig at gå med noget der rigtig viser maven frem. 
Noget jeg også så der var en helt almindelig tubetop. Noget jeg aldrig ville gå med, og aldrig ville kigge 2 gange på. Men jeg snuppede en str S med ind i prøverummet og fandt at den faktisk sad rigtig godt og behageligt rund om maven, og så var ideen til en hjemmekreeret nederdel skabt.

Derhjemme fandt jeg et stykke Jersey frem jeg havde som rest. Det var en halv meter bredt og det var nok. En smule klipperi og 3 syninger senere og jeg havde en super behagelig og pæn nederdel.


 

Fish and chips



Jeg har flere gange prøvet mig med Englands hofret, med mere eller mindre succes. Denne gang satte jeg mig for, forinden at researche et element i retten som nok er det vigtigste - nemlig dejen fisken vendes i. Og jeg fandt en klumme i en engelsk avis der gav mig ret i at det er dejen der afgør hvor godt det bliver. I klummen gennemgår hun en del forskellige opskrifter, både fra restaurant ejere og nogle af Englands kendte kokke - og der er mange meninger. Til sidst kommer hun med en opskrift lavet på baggrund af de erfaringer hun har gjort sig.


Og resultatet er at det hele handler om konsistens, kulde og øl!

Fish & chips til 2-3 pers.:
Hvid fisk - jeg brugte sejfilet og fungerede fint, 4 fileter
Salt og peber
300 g mel
3 tsk bagepulver
0,5 tsk salt
330 ml øl ( 1 dåse)
1 L. Solsikkeolie

Kartofler 
Olie
Salt


Jeg startede med kartoflerne. De blev skrællet, skåret til pomfritter og lagt i blød i vand med en del salt i. Dette trækker stivelsen ud af kartoflerne og hjælper med at gøre dem sprøde. Dette gjorde jeg 2 timer før vi skulle spise - mindre kan også gøre der.

Fisken blev krydret med salt og peber, og fik lov at stå og trække. Dette er både for at krydre fisken, men salten trækker vandet ud af fisken, og gør den dermed mere fast i kødet.

Melet blev vejet af i en skål og sat i køleskabet, hvor øllen også stod og blev godt kold.

Ca 1 time før spisetid gav jeg kartoflerne et lille opkog, for at sikre optimal sprødhed. Derefter blev de vendt i olie og salt og sat i en 200 grader varm ovn.

Da de begyndte at tage farve varmede jeg olien op i en gryde. Ligeså snart den var klar til at fritere, tog jeg mel og øl ud af køleskabet, blandede bagepulver og salt i melet, tilsatte øllen og piskede det til en lind masse. Fisken blev en af gangen vendt heri og kom oliebadet. Der må ikke komme for meget fisk i gryden af gangen, der skal være god plads for at den rigtig kan fritere. Det tog ca 4-5 minutter med hvert stykke fisk. Husk at vende dem. 

Serveres med det ønskede dyppelse, evt tartarsauce, ærter og lidt malteddike til at sprinkle over.


fredag den 13. december 2013

Cuvette med ristede kartofler og snyde bearnaise.

Idag er jo fredag, og endda en fredag hvor jeg går en uges ferie i møde - bare skønt. Så da madplanen blev lavet i ugens begyndelse skulle der gøres lidt ekstra ud af fredagen. Og da jeg i en pakkekalender fik et stegetermometer, så var det ligesom givet at det skulle afprøves. Der blev købt ind til cuvettesteg, kartofler og til en bearnaise.

Bearnaisen er lidt en historie i sig selv. Jeg går meget ind for at lave sin bearnaise fra bunden. Og man skal bare gøre det en gang for at konstatere at der ikke burde være andre måder at gøre det på. Jeg havde også planlagt en helt alm hjemmelavet bearnaise til i aften, men det kom til at gå anderledes. For så simpelt som det er at lave en rigtig bearnaise, så er den også rigtig nem at få til at skille. Jeg ved af erfaring at min bearnaise kun lykkes hvis jeg har mit fokus helt og holdent på den, og koncentrere mig om hvad der sker i gryden. I dag kunne jeg mærke, var ikke en dag for den store koncentration, så jeg ledte efter alternativer, og faldt over tre forskellige. En hvor der skulle bouillon i, en med creme fraiche og en hvor det hele skulle stavblendes sammen. Jeg kunne ikke lige overskue den med stavblenderen, tror jeg så et indre billede for mig selv om sauce i loftet. Jeg endte med at bruge den lavet på boullion, som jeg fandt via bloggen, newyorkerbyheart. Jeg lavede en smule om på den da jeg bare ikke kunne forestille mig løgstykker i min sauce.

Den blev lavet og spist, men ved også at det altså kun er den ægte vare der dur herhjemme. Smagen var der henne af, men teksturen haltede og jeg skulle alligevel stå og piske i 10 minutter. Så hellere piske den ægte.

Cuvettesteg;
Cuvettesteg 
Olivenolie
Salt og peber
4 fed hvidløg
Chiliflager
2 dl rødvin
1 dl vand

Stegen tog jeg ud af køleskabet 1 time før den skulle i ovnen så den kunne få stuetemp. Fedtsiden blev ridset og smurt ind i olivenolie, salt, peber og chiliflager. Undersiden fik også 2 fed revet hvidløg fordelt på sig. De sidste 2 fed blev skåret i mindre stykket og stukket ned i ridserne på fedtsiden. Rødvin og vand blev hældt i bunden af fadet. 
Ovnen blev forvarmet til 250 grader, og sat ind med et stegetermometer i enden. Efter 15 min skruede jeg ned til 160 grader og så skulle den bare have til termometeret viser omkring de 52 grader - hvilket betyder rødt kød. Sådan spise vi det. 
Da den var færdig fik den lov at trække mens kartoflerne fik det sidste og saucen lavet.



Ristede kartofler;
Kartofler i den mængde man ønsker
Olie
Salt
Paprika

Kartoflerne skrælles og da mine var store blev de skåret ud i lidt mindre stykker. Derefter forkogte jeg dem i ca 10 min. Derefter hældte jeg vandet fra, og lod dem stå til det var tid at sætte dem i ovnen. Idag kom de ind da jeg skruede ovnen ned på 160 grader. Forinden blev de vendt i olie, salt og drysset med paprika. 

Tilberedt på denne måde bliver de utroligt lækre sprøde uden på, mens de er lette og luftige indeni. 

Snyde bearnaise;
1 skalotteløg
2 tsk tørret estragon
3 spsk hvidvinseddike
4 æggeblommer
0,5 dl boullion (grøntsags eller kylling)
100 gram koldt smør i tern
Et lille nip sukker
Salt

Jeg starter med at lave en essens næsten som jeg plejer med eddike, hakker løg og estragon. Normalt har jeg halvt vand halvt eddike, men her skulle der kun eddike i. Jeg gjorde som beskrevet, men tror også det var derfor det blev nødvendigt med lidt sukker tilsidst. Jeg brugte kun den ene tsk estragon, og gemte den anden til samlingen. 
Da den havde kogt godt ind valgte jeg at si væden fra, for at undgå løgstykkerne. Dette trin kan derfor gøres i god tid. 
Jeg tog så de 4 æggeblommer, essensen og boullionen og piskede det sammen over svag varme. Lidt  efter lidt kom jeg de kolde smørtern i. Jeg piskede og piskede og ventede på det ville tykne. Endte med at skrue op for varmen, og så kom den langsomt. Dog slet ikke samme konsistens som en ægte. Smagte en til, og det endte med salt og sukker. 

Det hele blev serveret sammen med ærter og en salat med rå broccoli, agurk, rosiner og en cremefraice dressing.


søndag den 8. december 2013

Det kører rundt og rundt - hæklet tæppe

I anledning af familieforøgelsen til foråret er vi så småt begyndt at gøre værelse klar. De to piger skal nemlig dele, og for at det hele ikke bliver lavet om derinde på en gang så er vi så småt gået igang. 

Jeg så nogle hæklede tæpper på forskellige blogs, og besluttede mig for at sådan et ville jeg lave til pigeværelset, og da beslutningen først var taget kunne jeg ikke vente med at komme igang. Tæpperne jeg havde set var hæklet i zpagetti garn - som ikke er garn men stof. Har tidligere arbejdet med det så vidste at arbejdet ville gå hurtigt, hvilket er et stort plus.

Jeg fandt en hjemmeside der solgte 4 nøgler for 250,-. Billigere kunne jeg ikke finde det. Minuset ved hjemmesiden er at de ikke har de forskellige farver lagt op på siden. Jeg sendte en mail hvor jeg efterspurgte hvilke tøse farver de havde. Efter en hurtig mailkorrespondance, sendte de mig billeder af hele deres udvalg - det var da service! Jeg grublede længe over det, men sendte en bestilling afsted fredag og mandag kom disse fantastiske farver.




Hjemmesiden med det dejlige garn og den gode og hurtige service er;

Jeg faldt så over denne DIY hos nørkletøserne;

Jeg gik i gang og få dage efter var tæppet færdigt. Mit er ikke så stort som nørkletøsernes, dels fordi der ikke er så meget gulvplads på værelset, og dels fordi jeg gerne ville gemme noget af garnet til at hækle nogle matchende kurve til legetøj. 
Den opmærksomme læser vil se at den gule endte som kantfarve og der i stedet er sneget sig en koral farvet ind. Problemet med zpagetti er at det er lavet af overskudsstof, noget er tyndt, noget tykt, noget med mere eller mindre stræk. Den gule var simpelthen så tyk at den gjorde det meget besværligt at få pænt. Derfor endte den som kantfarve og jeg fandt en koralfarvet frem fra gemmerne og brugte i stedet. Man vil på billedet nedenunder også kunne se at den lilla spiral er en del tyndere end de andre - den var nemlig kun halv så tyk som dem. Men skal vi ikke bare sige at det giver tæppet noget karakter ;)






lørdag den 7. december 2013

Årets julekjole blev til.

Jeg er medlem af pinterest hvilket kan være farligt når man har lyst til at lave halvedelen af de ting man støder på. 

Et af de fantastiske links jeg fandt var en vejledning til at lave denne kjole,
ved at lave sit eget mønster ud fra en t-shirt. 

Hvor fantastisk er det lige. Jeg skulle ikke ud og købe mønster, og i stedet for en kringlet syvejledning var der en utrolig nem og veludført beskrivelse med billeder af alle trinene. Nok den nemmeste kjole jeg har syet - ever!

Jeg fandt en tidligere syet, men alt for stor nederdel frem, og fik den sprættet op. Når nu det så ud som om det bare var til at gå til, gad jeg ikke ud og købe stof etc. Og gik det helt galt, så var der da ikke gået noget til spilde. Så kjolen blev så rød, som rød kan være.  Og når man så vælger at sætte hvide knapper, og hvid blonde kant på, ja så bliver resultatet en udpræget julekjole. 

Lykkeligvis så passede den også den unge dame da hun kom i den. Den var ikke blevet prøvet på under vejs, for det passede hende ikke lige. Så det var også ligemeget at hun fremstod med søvndrukne øjne og morgenhår da hun endelig ville have den på.